Ridetur 24 - Fåreindsamling - Landmannaafréttur
Efterårets Eventyr i Island, Fåresamling sammen med landmænd i Landmannalaugar og Jökulgil tæt på vulkanen Hekla
8 dage - 6 nætter - 6 ridedage
Fåresamling er en gammel islandsk tradition og stammer fra den tid, da græsmarkerne omkring bondegårdene var kostbare, da høet skulle samles til vintermånederne. Derfor drev man besætningen op i bjergene under sommeren.
På denne enestående tur følger vi de sydislandske landmænd, når de tager ud for at hente tusindvis af får ned fra bjergene. Turen indledes i de øde egne i indlandet. Vi følger fårene hele vejen ned til gårdenes græsmarker. Denne oplevelse har hidtil været forbeholdt landmændene og deres pårørende. I fjor fik andre for første gang lov til at være med, og det er med vis stolthed at Íshestar nu tilbyder denne tur til otte af vore gæster.
Vi samler fårene i græsningsarealerne Landmannaafréttur i nærheden af den kendte egn, Landmannalaugar. Ryolitbjergenes gule, rødlige og grønne farvedragt kaster et magisk skær over landskabet. Hekla strækker sig op mod himlen, hvor vi driver fårene over det sorte sand og asken, som vulkanen har kastet fra sig gennem århundrederne. ”Bjergkongen”, Kristinn Guðnason, står i spidsen for såvel mænd som dyr. Sammen med de øvrige landmænd samler han får hvert år og er fortrolig med den tradition, som hans forfædre har bevaret gennem flere århundreder. Se hvordan de styrer flokken, hvordan det lykkes dem at få fårene ned ad bjergskråningerne, over elve og gennem skjulte dallandskaber frem til overnatningsstedet, for næste morgen at tage ud igen for at fortsætte samlingen. Syng med om aftenen i hytterne når landmændene fejrer en veloverstået dag i bjergene. Nærmere kommer man ikke den islandske folkesjæl.
Alle deltagere er med til en årlig tradition og ikke en skræddersyet ridetur. Derfor anbefales et åbent sind, god fysisk form og at man ikke er bange for at tage fat, når det kræves. Forvent at blive behandlet som en del af flokken, hvor du forventes at udføre de daglige gøremål og nyde kammeratskabet med alle dem, du deler efterårets eventyr med.
Rejseplan dag for dag:
Dag 1: Ankomst
Deltagere ankommer individuelt med fly til Island (hvis de ikke allerede er ankommet på en tidligere dato). Fortsat individuel rejse med flybus fra lufthavnen i Keflavík til Reykjavík.
Travel Nord tilbyder som tilkøb:
Fly t/r Island, Lufthavnstransport (med eller uden adgang og transport via Den Blå Lagune), Overnatning den første nat i Reykjavik. (En eller flere overnatninger før rideturen kan tilbydes).
Dag 2: Transport til Landmannahellir - Landmannalaugar
Afhentning på hotellet mellem kl: 9:00 - 10:00. Transport om morgenen fra Reykjavik til Landmannahellir hvor hestene og de øvrige ryttere venter. Vi rider til den berømte Landmannalaugar egn med de naturlige varme bade omgivet af farverige bjerge og sorte lavamarker. Det er en kort ridedag, hvilket giver os tid til at undersøge terrænet og forhøre os om de udfordringer, der venter forude. Overnatning i Landmannalaugar. (3 - 4 timer)
Dag 3: Jökulgil – Landmannalaugar
Jökulgil, en lang dalsænkning med mange farver og klipformationer, er dagens destination. Dalen er omgivet af bjerge og gletsjere, hvis golde overflade afbrydes pletvis af græs. Det er hvad, der tiltrækker de får, som søger de øde egne langt væk fra mennesker. En gletsjerflod gør det vanskeligt at krydse dalen om sommeren, og kun på denne tid af året kan vi ride langs dalen og samle de får, der har græsset her hele sommeren. (8 - 9 timer)
Dag 4 Landmannalaugar – Landmannahellir
I dag rider vi i området mellem Landmannalaugar og Landmannahellir. Selv om området ikke er stort, kan fårene være spredte over lavamarker, kratere og søer. Derfor er det vigtigt at passe sin plads i menneskekæden for at sikre at ingen får bliver glemt eller overset. Den anden og sidste nat i Landmannalaugar. (8 timer)
Dag 5: Landmannahellir og omegn
Vi forlader Landmannalaugar om morgenen og pakker vores ting i en transportbil, hvorefter vi rider tilbage til Landmannahellir, ledsaget af de fritløbende reserveheste. I dag besigtiger vi omegnen omkring Landmannahellir, hvor de, der samler får, har en lang tradition for at overnatte. Oprindeligt var der tale om to grotter, der blev brugt som overnatningssted for heste og mænd. (8 timer)
Dag 6: Vulkanen Hekla
Det grønne græs erstattes af sort aske, efterhånden som vi nærmer os vulkanen Hekla. Hekla er stadigvæk aktiv og går jævnligt i udbrud, hvor den spyr lava, pimpsten og aske. Der kan gemme sig får i de skjulte dale, og vi sørger for, at de alle sammen finder hjem igen. En del af gruppen rider i vildmarken og spejder efter får, mens resten rider i flok til Valahnjúkar bjergene. Overnatning i Landmannahellir. (10 timer)
Dag 7: Áfangagil
Áfangagil er gruppens destination i dag. Her er der en rund fold, hvor fårene bliver sorteret i morgen. På vejen spejder vi efter får for at sikre, at ingen bliver glemt eller overset. Den sidste nat tilbringer vi i en lille hyggelig hytte i bjergene i Áfangagil. (8 timer)
Dag 8: Fåresamlingens dag
Det er fåresamlingens sidste dag, og det skal fejres. Ved frokosttid går man i gang med at sortere fårene, og vi helmer ikke, før det sidste får er hos sin rette ejermand. Vær med til at sortere fårene, lad lommelærken gå rundt og deltag i fællessang og fejring efter et veloverstået ridt i bjergene. Når sorteringen af overstået kører vi tilbage til Reykjavik og afslutter denne fantastiske tur, ca kl: 18:00.
Rideturen slutter her.
Travel Nord kan tilbyde en eller flere overnatninger i Reykjavik og etv. andre aktiviteter i Island efter rideturen.